Seks personer i alderen 18 til 61 år er lørdag blevet anholdt i forbindelse med en sag om drab på en 68-årig mand.
Seks personer er ifølge sigtelserne involveret i drab.
Der er tale om tre mænd på 25, 35 og 61 år og tre kvinder på 18, 19 og 52 år.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 68-årige mand blev mandag fundet død på en landejendom ved Christiansfeld.
De seks anholdte ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør søndag. Yderligere oplysninger om grundlovsforhøret vil blive meldt ud senere, lyder det fra politiet.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Anholdelserne er blandt andet blevet foretaget i Ødis.
Lørdag eftermiddag er Sydøstjyllands Politi fortsat til stede på en adresse i Ødis. Det er endnu uvist, hvor længe politiet vil arbejde på stedet.
– Af hensyn til den verserende efterforskning og det forventede grundlovsforhør har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, skriver politiet i meddelelsen.
Sydøstjyllands Politi vil over for Ritzau ikke oplyse, om de anholdte har en relation til den 68-årige eller hinanden.
Politiet vil ligeledes ikke uddybe, hvad de seks personer hver især er sigtet for, eller hvordan man fandt frem til dem.
Politiet fik mandag aften meldingen om, at den 68-årige var fundet død på en ejendom på Nefgårdvej.
Obduktionen viste, at manden var blevet dræbt. Hvordan den 68-årige blev dræbt, har politiet ikke oplyst.
Sydøstjyllands Politi har hele ugen været til stede ved adressen på Nefgårdvej.
Fredag indsamlede politiet blandt andet spor ved adressen med politihunde.





