27,7 millioner til regionale film: Ny filmfond får statsstøtte

Det Danske Filminstitut har godkendt en ansøgning, der sender 27,7 millioner kroner i støtte til en nye regional filmfond.

I november kunne vi her på Presse-fotos.dk fortælle, at tre danske kommuner havde slået sig sammen og kastet 12,8 millioner kroner i en ny regional filmfond.

I samme ombæring havde de tre kommuner indsendt ansøgningen om at modtage statslig støtte til den nye filmfond.

Onsdag annoncerer Kulturministeriet, at Det Danske Filminstitut har godkendt kommunernes ansøgning.

Dermed får filmkunsten i regionen nu et yderligere økonomisk indskud på 27,7 millioner kroner i 2026.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Arkivfoto.

‘Vi skal lave film i hele landet’

Med en samlet støtte fra staten og de tre kommuner – København, Guldborgsund og Vordingborg – på cirka 40,5 millioner kroner i 2026 får Den Østdanske Filmfond ifølge en pressemeddelelse fra Copenhagen Capacity ‘et solidt afsæt til at styrke film- og tv-produktioner i Østdanmark’.

Danmark har indtil nu haft to regionale filmfonde i form af FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje – begge modtager ligeledes statsstøtte.

Med den seneste filmaftale for 2024 til 2027 åbnede regeringen og aftalepartierne for muligheden for etablering af en tredje regional filmfond.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) gjorde i september 2025 de østdanske kommuner opmærksomme på denne mulighed, og de tre kommuner greb altså chancen.

Se også
Aflyser alt: Dronning Margrethe ramt af sygdom

Det glæder kulturministeren, at filmkunstskaben nu styrkes i regionen, hvis sydlige del særligt kan få gavn af den nye filmfond.

”Vi skal lave film i hele landet. Jeg er kisteglad for, at vi nu har fået en unik mulighed for at sætte blandt andet Sydsjælland, Møn og Falster på landkortet, når det gælder filmproduktion. Jeg er sikker på, at både de sydøstdanske omgivelser og områdets rige kulturhistorie og mange lokale fortællinger kan danne rammer om nogle helt unikke filmfortællinger. Det gælder også for vores smukke hovedstad,” siger han i en pressemeddelelse.

Ministeren ser også økonomiske fordele i den nye filmfond:

“De kommende filmproduktioner kan forhåbentlig skabe omsætning lokalt og bidrage til, at turister får øjnene op for de skønne filmlokationer. Det ville da være fantastisk, hvis eksempelvis Sydsjælland kunne danne rammen om den danske film, der trækker os alle i biografen om et par år – som Ternet Ninja 3 og Den sidste viking har gjort det i 2025.”

Prisvindende producer skal føre filmfonden ud i livet

I en pressemeddelelse fortæller Copenhagen Capacity, at den prisvindende filmproducer Kim Magnusson er blevet ansat til at stå i spidsen for fondens opbygning.

“Med Den Østdanske Filmfond får vi nu en stærk og efterspurgt indsprøjtning af midler, til at udvikle og tiltrække både danske og især internationale film- og tv-produktioner til Østdanmark, og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for fonden, udtaler Kim Magnusson i pressemeddelelsen.

Står du med en drøm om en film- eller tv-produktion med østdansk afsæt, kan du læse mere om fonden samt dens støttordninger og ansøgningsmuligheder på Den Østdanske Filmfonds hjemmeside. Hjemmesiden vil blive opdateret løbende.

Korte videoer