En 26-årig mandlig bilist har tirsdag mistet livet i en soloulykke, hvor han blandt andet påkørte et træ. Ifølge politiet forsøgte man at udøve livreddende førstehjælp, men han kunne ikke genoplives.
En forfærdelig ulykke har tirsdag kostet en 26-årig mandlig bilist livet.
Manden kom kørende i morges, da han først kørte ind i et træ, hvorefter bilen ramte et elskab og til sidst endte på taget.
Politiet oplyser, at en bilinspektør har været på ulykkestedet, hvor der er blevet gennemført en række undersøgelser.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Anmeldelsen om den alvorlige hændelse indgik klokken 08.43, hvorefter adskillige udrykningskøretøjer blev rekvireret til ulykkestedet.
‘Der blevet givet livreddende førstehjælp, men det lykkedes ikke at genoplive ham,’ siger Jan Nørrum, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest om ulykken, der skete på Sørkelvej ved Sminge nordøst for Silkeborg.
Af den indledende melding om ulykken lød det, at der var tale om en bil i brand. Det vides dog ikke med sikkerhed om det har været tilfældet.
Ifølge vagtchefen var ingen andre personer involveret i ulykken, og vejen er nu helt farbar igen.
Den 26-årige mands pårørende er underrettet.
