25 kommuner har hævet skatten: Er din en af dem?

Siden 2022 har 25 kommuner hævet skatten, mens fem har sænket den. I de resterende kommuner er skatten uændret.

28 procent af danskerne mener, de kender skatteniveauet i deres kommune, og kun omkring hver femte gætter rigtigt på, hvor meget de faktisk betaler i kommuneskat.

Ifølge Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS, er manglende viden om skatteforhold et problem for demokratiet.

“Det kommer bag på mig, at så mange er uvidende om, hvad de betaler for den lokale velfærd. Alt andet, vi betaler for – dagligvarer, biler, håndværkere – interesserer vi os for. Men prisen på folkeskolen, ældreplejen og børnepasningen kender de fleste slet ikke. Det er et demokratisk problem,” siger Karsten Bo Larsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS. Foto: Jakob Melgaard.

Skatten i kommunerne er i gennemsnit steget fra 25,31 procent til 25,43 procent siden 2022.

Det skyldes ifølge CEPOS, at flere kommuner har hævet skatten markant, mens få har sænket den.

Den kommune, der har hævet skatten mest siden 2022, er Frederiksberg Kommune, hvor den er steget med 1,7 procent.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Analysen viser også, at kommuner med mange offentligt ansatte og modtagere af overførselsindkomster har større sandsynlighed for at hæve skatten.

En ny ‘skattekontrakt’

Og netop skattestigninger fylder i kommunalvalget.

I sidste måned præsenterede interesseorganisationen Skattebetalerne et nyt initiativ, der skal sætte kommuneskatten i bero.

Organisationen kalder det en ‘skattekontrakt’, hvor politikerne lover, at de ikke vil hæve de kommunale skatter i den kommende valgperiode.

Indtil videre har 1.092 kandidater underskrevet kontrakten. Det fremgår af Skattebetalerne.dk.

En såkaldt ‘skattekontrakt’ skal få lokalpolitikere til at love ikke at hæve skatterne i næste valgperiode.