Læger fandt både trykmærker og tegn, der nu får politiet til at efterforske sagen som grov vold mod spædbarn.
En 25-årig mand fremstilles søndag i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg sigtet for grov vold mod sin blot tre måneder gamle baby.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det skriver B.T.
Ifølge politiet blev barnet undersøgt, efter at myndighederne modtog en anmeldelse fra Tønder Kommune.
Undersøgelserne viste blandt andet markante blå mærker på barnets ene kind samt trykmærker på kroppen.
Politiet oplyser også, at læger har undersøgt barnet for mulige tegn på rysteskader.
Det var barnets mor, der rettede henvendelse til kommunen, hvilket førte til, at politiet rykkede ud til en adresse og anholdt den 25-årige far.
Ifølge vagtchef Richard Borring er det både barnets meget unge alder og karakteren af de konstaterede skader, der gør, at sagen behandles som grov vold.
Den sigtede mand nægter de faktiske forhold i forbindelse med anholdelsen. Det er endnu uklart, hvordan han vil forholde sig til sigtelsen i retten.
Grundlovsforhøret begynder søndag klokken 10.30 ved Retten i Sønderborg.
