Efter tre sæsoner i KIF Kolding har den 23-årige fløjspiller Viktor Nevers valgt at indstille sin håndboldkarriere.
Det oplyser klubben, der i år er rykket ud af Herreligaen, på sin hjemmeside.
Siden slutningen af marts har Nevers været sygemeldt på ubestemt tid med symptomer på stress.
Tiden væk fra banen har givet plads til refleksion, og beslutningen om at stoppe er truffet med ro og omtanke, lyder det.
– Håndbold har fyldt meget for mig i mange år, og tiden i KIF har givet mig utallige oplevelser, udvikling og relationer, som jeg vil tage med mig videre, siger Nevers.
Fløjspilleren kom til KIF i sommeren 2022 og nåede at optræde 87 gange for klubben.
Han har sat et stærkt aftryk med sin energi, fart og dedikation, skriver KIF.
– Nu er tiden kommet til at prioritere anderledes og åbne døren for nye muligheder, siger Nevers.
Den tidligere mastodont i dansk håndbold rykkede i denne sæson ned i 1. division efter sidste spillerunde i grundspillet.
KIF har spillet i mændenes håndboldliga i 41 år i træk og er den mest vindende danske klub.