Et stort antal drenge har været udsat for 48-årig mands alvorlige forbryderlser. Manden fik et nært forhold til drengene, fordi han var en del af sportsverdenen. Han fik i første omgang lov til at forlade retten som en fri mand – men det er der nu ændret på
Vestre Landsret har besluttet, at en erhvervsmand fra Vejle skal være varetægtsfængslet i en sag om overgreb på en række drenge.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi på X.
(Artiklen fortsætter under billedet)

11. september besluttede byretten i Kolding at løslade manden med henblik på senere afsoning. Han blev idømt fængsel i et år og ni måneder.
Men den afgørelse er altså nu ændret, og den 48-årige blev anholdt torsdag efter at have haft næsten en måned på fri fod, oplyser anklagemyndigheden.
I øvrigt har Statsadvokaten i Viborg anket byrettens dom til landsretten for at få en hårdere sanktion.
I en pressemeddelelse fredag kommenterer specialanklager Claus Guldbrand den seneste udvikling:
“Det er vigtigt, at Statsadvokaten har valgt at anke sagen med henblik på skærpelse af straffen. Det er en særdeles grov sag med mange tilfælde af grooming, blufærdighedskrænkelse og seksuelle overgreb, hvor børn er blevet krænket over en periode på næsten ti år,” udtaler han.
I alt var 19 drenge ofre.
Blandt andet på grund af sit engagement i sportsverdenen lykkedes det for manden at opnå en tillidsfuld relation til såvel børn som deres forældre, har Vejle Amts Folkeblad tidligere rapporteret.
I nogle tilfælde fotograferede han drenge nøgne. Det skete under påskud af, at de skulle medvirke i en reklame for shampoo.
Krænkelserne skete også under ture til Lalandia, Hotel Legoland og Manchester i England.
Efter domsafsigelsen sagde ofrenes bistandsadvokat, Linda Dollerup, til Ritzau, at straffens længde og erstatningernes størrelse ikke afspejler den konsekvens, sagen har haft for drengene og deres familier.
Vestre Landsret vil tage stilling til sagen 24. marts næste år.