En 19-årig mand tyede til grove metoder for at påvirke en verserende voldssag, hvor han skulle have stukket en jævnaldrende ned.
I februar blev en 19-årig mand sigtet for at stikke en jævnaldrende person i låret med en kniv.
Sagen har endnu ikke været ved retten, hvorfor den unge knivmand endnu engang greb våbnet for derefter at dukke op ved en familie.
Her truede han en mand og hans familie for at få dem til at trække en politianmeldelse tilbage.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det oplyser TV Midtvest, der har været i kontakt med Carsten Holm, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Silkeborg, hvor hændelsen fandt sted i lørdags.
“Han ville ikke have, at den forurettede og familien mødte op i retten, men det førte til, at den 19-årige mand nu også er sigtet for vidnetrusler,” lyder det fra politiassistenten.
Ifølge mediet bliver den 19-årige mand fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg onsdag formiddag.