Ifølge politiet skød gerningspersonen bag et masseskyderi i Canada også sin egen mor og stedbror.
En 18-årig kvinde mistænkes for at stå bag et masseskyderi, der fandt sted i British Columbia i Canada tirsdag.
Det oplyser Dwayne McDonald, der er vicedirektør ved canadisk politi, på et pressemøde onsdag aften.
Samtidig nedjusteres dødstallet fra ti til ni personer. Blandt dem er den 18-årige kvinde, som er blandt de døde.
Den mistænktes mor og stedbror er ligeledes blandt de dræbte, oplyses det.
Ifølge McDonald mener man, at de to familiemedlemmer først blev skudt i hjemmet.
Herefter tog den 18-årige videre til gymnasiet Tumbler Ridge Secondary School og skød og dræbte flere personer der.
Direkte adspurgt om, hvorvidt gerningspersonen var transperson, fortæller McDonald, at den 18-åriges biologiske køn ved fødslen var mand, men at gerningspersonen for seks år siden havde påbegyndt en transition og identificerede sig selv som kvinde.
Betjenten tilføjer, at de har valgt at omtale den mistænkte gerningsperson, som personen selv har valgt at identificere sig i offentligheden og på sociale medier.
På pressemødet oplyser vicedirektøren desuden, at politiet “ingen idé” har om motivet endnu.


