En blot 18-årig kvinde er søndag afgået ved døden, efter at hun havde tilbragt lørdag på Skive Festival.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.
Vagtchef Jeppe Holgersen understreger, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng, og at der ikke er noget, der tyder på, at den pågældende kvinde har været udsat for narko eller giftige stoffer.
“Normalt går vi ikke ud med den her slags oplysninger, men set i lyset af de andre ting, føler vi det nødvendigt i det her tilfælde”, lyder det.
Her henviser vagtchefen til den meget omtalte fentanylsag, som der ligeledes er kommet opsigtsvækkende nyt omkring, som du kan læse mere om her.
De to unge gæster blev sendt på hospitalet torsdag, og fredag viste urinprøver spor af fentanyl.
Den 18-årige kvinde, som søndag er død, blev fundet livløs i sit hjem i Skive.
Kvinden havde ifølge politiet været på Skive Festival lørdag og natten til søndag.
Politiet er nu i gang med at efterforske dødsfaldet nærmere for at finde frem til en dødsårsag.
Sagen blev anmeldt til politiet klokken 10.15 søndag.