Mediet Danwatch har identificeret mindst 17 stoffer, som er ulovlige i EU, i Cheminovas spildevand.
Kemikalievirksomheden Cheminova, som i dag hedder FMC, har fortsat tilladelse fra danske myndigheder til at udlede spildevand med giftige stoffer, som er forbudte i EU.
Det skriver Danwatch.
Mediet har på baggrund af data fra Cheminovas egenkontrol af virksomhedens spildevand fundet mindst 17 stoffer, som er ulovlige.
Kontrollerne er foretaget mellem september 2024 og september 2025.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Selv om stofferne ikke må anvendes i EU, er det fortsat tilladt at producere og eksportere pesticider til lande uden for EU.
Administrerende direktør i Cheminova, Jakob Kyllesbech, oplyser til Danwatch, at virksomheden overholder miljøtilladelsens grænseværdier.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) kalder det over for Danwatch “uforsvarligt og uetisk”, at det er lovligt at producere og eksportere sprøjtemidler, som ellers er forbudte i EU, til andre lande.
– Ja, det er paradoksalt, at EU forbyder salg af pesticider internt, men stadig tillader produktion og eksport. Det er præcis derfor, vi kæmper for et EU-forbud, udtaler han i et skriftligt svar til mediet.
Her lyder det videre, at Miljøstyrelsen er ved at revurdere Cheminovas miljøgodkendelse med nye krav til udledningen af spildevand, herunder også udledningen af pesticidstoffer.
Allerede sidste år sagde Magnus Heunicke, at han ville arbejde for, at det blev forbudt at eksportere sprøjtemidler, som er ulovlige i EU, til andre lande.
I et skriftligt svar til Ritzau kalder Alternativets klimaordfører, Torsten Gejl, det både “uansvarligt og utilgiveligt”, at Cheminova har tilladelse til at udlede forbudte stoffer med spildevandet.
– Vi taler om en kemivirksomhed, der producerer stoffer så giftige, at de er forbudt i hele Europa, fordi de skader fostre og ødelægger børns nervesystem selv i mikroskopiske doser – og alligevel får Cheminova frit spil til at hælde dem direkte ud i et havmiljø, der allerede er på randen af kollaps, lyder det fra Torsten Gejl.
Han vil kalde Magnus Heunicke i samråd for at få svar på, hvilket grundlag der ligger bag at tillade udledninger af ulovlige stoffer i havmiljøet.
/ritzau/
Putins hybridkrig når nye højder: Bevæbnede droner kan snart være i Danmark