17-årig flugtbilist rammer cyklist i København

En 53-årig mandlig cyklist blev lørdag aften påkørt på Vesterbro i København.

Bilisten flygtede fra stedet, men politiet har senere fundet frem til ham, oplyser vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi tidligt søndag morgen.

Føreren af bilen er en 17-årig dreng, som er blevet anholdt over natten.

Den 53-årige blev efter uheldet kørt på traumecenter.

I første omgang kunne politiet ikke sige, hvor alvorligt han var kommet til skade.

Men søndag morgen kan vagtchefen oplyse, at der ikke er tale om alvorlig personskade.

Det var klokken 23.26 lørdag aften, at politiet fik en anmeldelse om påkørslen, der skete ved Frederiksstadsgade og Enghavevej nær Enghave Plads og spillestedet Vega.

Kort tid efter oplyste politiet, at det var til stede på Vesterbro og havde talt med vidner, som havde set bilens nummerplade.

Der er ikke endeligt taget stilling til, hvad den 17-årige skal sigtes for.

Han vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør, oplyser vagtchef Michael Andersen.

Store afspærringer og hundepatruljer ved Vesterport i København: Det ved vi

Illustrationsfoto.