Et forbipasserende par har fundet en tom klapvogn ved en sø. Politi og øvrigt redningsmandskab er rykket talstærkt ud og frygter, at et barn er druknet
Torsdag klokken 14.02 har Fyns Politi modtaget en anmeldelse om en mulig drukneulykke ved Christiansgade i det centrale Odense.
Her ligger der en sø med et lille græsareal omkring.
I anmeldelsen lyder det ifølge indsatslederen ved Beredskab Fyn, at et barn muligvis kan være druknet i søen.
Det oplyser Presse-fotos.dks udsendte, der har været i kontakt med indsatslederen.
“Brandvæsenet har lige nu dykkere nede i søen. Indsatslederen fortæller mig, at et par er kommet gående og har set en tom klapvogn ved søen – derfor er man nervøs for, at et barn er faldet i,” siger vores udsendte.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På billeder fra stedet kan det ses, at en ambulance og en akutlægebil sammen med mindst fire brandbiler og politiet har parkeret i nærheden af søen, mens området afsøges.
Presse-fotos.dk forsøger at få en kommentar fra Fyns Politi
OPDATERING:
Indsatslederen fra Beredskab Fyn oplyser til Presse-fotos.dks udsendte, at dykkere og øvrigt redningsmandskab ikke har fundet et druknet eller tilskadekommet barn.
“Han siger, at det formentlig bare er nogen, der har glemt klapvognen,” lyder det fra vores udsendte.
Derfor er beredskabet igen ved at pakke sammen.