Incestmonster i retten: ‘Alle ved, hvad jeg har gjort. Mine venner, min familie’

Det har ikke haft nogen effekt, at en 34-årig overgrebstiltalt mand blev behandlet for seksuelle afvigelser

En 34-årig mand, der har erkendt en lang række overgreb på sine to døtre, har flere gange været i behandling for sine seksuelle afvigelser.

Det er kommet frem onsdag ved Retten i Hillerød.

Her gennemgår anklageren den psykiatriske undersøgelse af manden, der blev foretaget efter hans anholdelse i slutningen af 2022.

Behandlingerne var uden effekt, blev det konkluderet dengang.

Undersøgelsen beskriver en narcissistisk mand med tydelige pædofile træk, der allerede som 12-årig søgte mod ekstrem pornografi med børn.

Det fortsatte op gennem gymnasietiden og udviklede sig siden til deciderede overgreb mod de to små døtre.

Manden har allerede erkendt en stor del af de knap 100 forhold, der handler om særdeles grove overgreb, incest og blufærdighedskrænkelse.

Han modsætter sig dog i vid udstrækning den del af det lange anklageskriftet, der vedrører straffelovens paragraf om voldtægt.

Onsdag får manden selv lov til at sætte ord på sine personlige forhold.

I løbet af en halv time taler manden næsten uafbrudt, kun afbrudt få gange af forsvarerens spørgsmål.

Flere gange må dommeren sørge for at få mandens talestrøm på rette spor, når han bevæger sig for langt væk fra spørgsmålene.

Han sidder roligt på stolen midt i retslokalet og læner sig ind over bordet foran ham. Hans stemmeleje er roligt.

– Alle ved, hvad jeg har gjort. Mine venner, min familie. Der er ikke længere to historier. Der er kun mig, lyder det fra den 34-årige.

– Det gik galt, da jeg begyndte at have to historier. Det er min analyse. Jeg kan ikke ændre på, at jeg har misbrugt mine børn på mange planer.

Han forklarer videre, at han under overgrebene forsøgte at retfærdiggøre sine handlinger ved at sige til sig selv, at han jo også kunne have gjort det, der var værre.

– Det er en opskrift på at flytte sine grænser, siger han.

Hans opvækst virker umiddelbart til at stå i stærk kontrast til de overgreb, han senere i livet skulle begå.

Den psykiatriske undersøgelse beskriver nemlig også en mand med en almindelig forhold samt en almindelig skolegang, der førte til en lægeuddannelse.

Senere blev han også ansat som læge og var det indtil anholdelsen.

Der ventes dom i sagen fredag.

Illustrationsfoto