Brand i skib i Køge: Politi melder ud

Branden i et skib i Køge er slukket.

Det meddeler Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2 onsdag morgen.

Som følge af branden drev der tirsdag eftermiddag og aften sundhedsskadelig røg ind over byen. Borgere i området blev opfordret af politiet til at blive indendørs og lukke døre og vinduer.

Onsdag morgen kan borgere igen færdes frit i området, siger vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi Jesper Mortensen til TV 2.

Tirsdag var en række områder spærret i forbindelse med branden.

Det gav blandt andet forældre problemer med at nå frem til institutioner for at hente børn.

Klokken 17.02 skrev Midt- og Vestsjællands Politi på X, at personalet ville blive og holde institutionerne åbne, indtil det kunne lade sig gøre at hente børnene.

Branden gav desuden en række trafikale udfordringer. En række veje var spærret, og togdriften til og fra Køge Station og Køge Nord Station blev indstillet.

Togdriften er onsdag morgen i gang igen. Også S-togene kører igen.