To voldsmænd flygtet fra forulykket bil efter politijagt ved Solrød

To mænd, der formodes at have relation til en voldssag fra Nordsjælland, er flygtet fra en bil ved Solrød

Tidligt mandag morgen har Midt- og Vestsjællands Politi haft en eftersættelse af en bil, der endte med at forulykke ved en motorvejsafkørsel ved Solrød.

Efterfølgende er personerne i bilen stukket af.

Det oplyser Asger Bechstrøm, der er vagtchef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Det er et ukendt antal personer, der er stukket af fra bilen, men Midt- og Vestsjællands og Nordsjællands Politi formoder, at to af dem er nogle mænd, der har relation til en voldssag, der fandt sted lørdag i Frederikssund.

Asger Bechstrøm fortæller, at bilen først blev observeret i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis kreds.

– De kører op gennem vores kreds. Vi har prøvet at spærre motorvejsafkørslerne af og lægge os fordelagtigt.

– Vi har haft en vogn til at køre efter dem, men de havde rigtig meget fart på, og så er de forulykket på frakørslen, siger vagtchefen fra Midt- og Vestsjælland.

Da politiet er fremme ved ulykkesstedet, er der et ukendt antal personer, der er stukket af fra bilen, fortæller han.

Midt- og Vestsjællands Politi har både haft patruljer og hunde til at lede efter dem. Men mandag formiddag er de fortsat ikke fundet. Det fremgår af politiets døgnrapport.

– Trods eftersøgning med hunde, drone og flere patruljevogne lykkedes det desværre ikke at finde de personer, der havde kørt i bilen, skriver politiet.

I rapporten står ligeledes, at bilen undervejs fortsatte med op mod 140 kilometer i timen, og at den på et tidspunkt kørte mod færdselsretningen.

– På det tidspunkt vurderer politiet, at situationen er så farlig, at man vælger at standse eftersættelsen af hensyn til andre bilisters sikkerhed, skriver politiet i døgnrapporten.

Efterforskningen af sagen fortsætter, og politiet vil gerne høre fra bilister, som har været nødt til at undvige bilen, mens den kørte i det forkerte spor på motorvejen.

Voldssagen fra Frederikssund fandt sted lørdag eftermiddag.

Her kom to grupperinger op at slås, fortæller Jakob Tofte, der er vagtchef i Nordsjællands Politi.

Først anholdt politiet nogle personer, der viste sig formentlig at være ofre frem for gerningsmænd.

Siden har politiet ledt efter fire personer.

To af dem er anholdt, og de to resterende formodes at have været i den bil, der er forulykket ved afkørslen til Solrød.

De mænd, der var involveret i slagsmålet i Frederikssund, er i 20’erne, og de er kendt af politiet.

Vagtchefen i Nordsjællands Politi kan hverken be- eller afkræfte, om de har relation til bandemiljøet.

/ritzau/