24. dec. 2018 - 22:32

Panikken bredte sig hos de andre rockere og politiet: Husker du? Da Satudarah kom til Danmark



Kriminelle. Hårdkogte. Ikke til at spøge med. Og nu kommer de til Danmark!

Rygterne havde stået på i et godt stykke tid. Og de blev til virkelighed. I den københavnske forstad Bagsværd.

Frem til 2013 havde Hells Angels og Bandidos siddet på magten i det danske rockermiljø i årtier.

Jo, jo. De havde også været i krig med hinanden. I halvfemserne. Adskillige var døde. Men det var efterhånden længe siden.

De to grupper kommer aldrig til at elske hinanden. Men de accepterede begge, at de andre var der. I praksis havde de delt landet op. I nogle byer herskede Hells Angels. I andre byer herskede Bandidos. Og medlemmer af den ene gruppe kom ikke i de byer, hvor de andre herskede. Sådan var det bare.

Selv for politiet var det hele såmænd ikke så dumt. De vidste i store træk, hvor de havde banderne.

Og jo, jo. Der var også indvandrerbander. Og, ja, de var til stor irritation for både Hells Angels og Bandidos

Men så alligevel. Ingen af de to store bander var truet på eksistensen af indvandrerbanderne.

Med Satudarah var det alligevel noget andet.

En multikulturel motorcykelklub, kaldte de sig. Reelt var de en multikulturel rockerklub.

Satudarah var blevet stiftet i 1990 i Holland af indvandrere fra ø-gruppen Molukkerne i Indonesien. Bandidos og især Hells Angels kendte til dem både i Holland, i Belgien og i Tyskland.

De udfordrede den etablerede kriminelle orden. De kostede penge, når de kastede sig ind på det marked, som rockerne levede af. Og de kostede også sved, tårer og nogle gange blod at bekæmpe.

Det hollandske politi havde store problemer med Satudarah.

Narkosalg, narkosmugling, våbensmugling, drab og afpresning hørte til deres repertoire. Og de stod ikke tilbage for Hells Angels eller Bandidos i brutalitet. Tværtimod.

LÆS OGSÅ: ‘SOM I EN GYSERFILM’: DENGANG ROCKEREN KEVIN BLEV STUKKET OG SNITTET 46 GANGE AF SIN BEDSTE VEN

Og nu ville de altså komme til Skandinavien.

I september 2013 åbnede Satudarah i Malmø. To måneder senere kom turen til Danmark. På Laurentsvej i den københavnske forstad, Bagsværd.

Selve huset på Laurentsvej havde indtil da tilhørt Værebros Hårde Kerne (VHK) – en bandeklub for indvandrere, som nu gjorde fælles sag med Satudarah.

”Folk i Danmark inviterer os til at komme. Der er mange klubber i Danmark, der vil være en del af Satudarah,” sagde den daværende talsmand, Henk Kuipers, til TV2 nogle dage inden åbningen.

Som så ofte før med rockergrupper kom han ikke med nogen krigserklæring.

”Vi kommer ikke for at lave krig eller finde ud af, hvor deres grænse er. Vi kommer. Ikke mere end det,” sagde Henk Kuipers.

Men i praksis fungerer rockergrupper ikke på den måde. De skal bruge mange penge til deres aktiviteter. Og dem kan de normalt ikke få på lovlig vis. Derfor bliver de nødt til at bruge ulovlige metoder.

Men først skulle der være fest på Laurentsvej.

Faktisk havde Satudarah lavet en lille housewarming lørdagen forinden for danske medlemmer. Men lørdag d. 9. november skulle klubhuset så officielt tages i brug. Og der var inviteret mange gæster. Også nogle fra udlandet.

“Vi er her for at være med til festen. Det er ikke os, der er kommet til dem. Det er dem, der i første omgang har henvendt sig til os,” sagde Henk Kuipers til Ekstra Bladet dengang.

Men der var også troppet gæster op til festen, som set med Satudarahs øjne ikke var velkomne.

Politiet ville feste med den aften i Bagsværd.

”Vi følger aktiviteterne i klubhuset meget tæt og er massivt til stede,” sagde daværende politiinspektør i Københavns Vestegns Politi, Bent Isager-Nielsen, til B. T. dengang.

”Vi undersøger alle på vej ind i huset, registrerer dem og tjekker deres køretøjer,” sagde politiinspektøren.

Det er nok rimeligt at sige, at politiets tilstedeværelse lagde en dæmper på festen. Men festet – det blev der.

Men efter festen kom tømmermændene.

Rockerborgen på Laurentsvej lå i et kombineret bolig- og industriområde. Og huset var en torn i øjet på Gladsaxe Kommune, hvor Bagsværd ligger.

Efter mange stridigheder imellem Satudarah og kommunen, sluttede festen på Laurentsvej. Gladsaxe Kommune vandt. Rockerne måtte ud. Da var vi nået til 2017.

“Vi har haft en plan for det område siden 2010. Og det er altså før det tidspunkt, hvor de overtog huset. Vi har haft sagen for en dommer ved to instanser, i byretten og landsretten. Og begge steder har vi fået rettens ord for, at vi ikke har taget usaglige hensyn. Vi havde den plan, før de rykkede ind,” sagde Gladsaxes borgmester, Trine Græse (S), til TV2/Lorry dengang.

Satudarah har nu stadig klubhuse forskellige steder i Danmark. De er her. Og de spiller en rolle i miljøet. Men de er ikke – som i Holland – blevet den dominerende og mest frygtede af rockerbanderne.

I det mindste ikke endnu.

‘Som i en gyserfilm’: Dengang rockeren Kevin blev stukket og snittet 46 gange af sin bedste ven