38-årig mand død: To mænd og en kvinde er varetægtsfængslet

To mænd og en kvinde er søndag blevet varetægtsfængslet. De er sigtet for at have dræbt en 38-årig mand lørdag aften i det centrale Aalborg.

Der er tale om en 37-årig mand, en 31-årig mand og en 41-årig kvinde. De nægter sig alle skyldige.

Den 38-årige skal være dræbt med det, som ifølge sigtelsen kaldes kvalificeret stump vold med slag fra en ukendt genstand.

LÆS OGSÅ;: 38-årig fundet død på et bibliotek: To mænd og en kvinde anholdt

“Der ligger et stort efterforskningsarbejde foran os, hvor vi skal forsøge at klarlægge hele hændelsesforløbet både før og efter forbrydelsen,” siger efterforskningsleder Sune Myrup, der er vicepolitiinspektør i Nordjyllands politi, til nordjyske.dk

Ifølge politiet tilhører både de sigtede og den dræbte Aalborgs misbrugsmiljø.

De tre sigtede blev varetægtsfængslet i fire uger, og ingen af dem kærede denne varetægtsfængsling.